Udtalelse om ændring af skolestrukturen

Assens Kommunes budgetaftale for 2017-2020 indeholder bla. ændringer af skolestrukturen i Tommerupperne på Tommerup og Tallerup Skoler. 

Det har givet anledning til følgende udtalelse:

Tommeruppernes Lokalråd arbejder ud fra en 6 sporet strategi hvor blandt andet øget bosætning, bæredygtighed og samarbejde mellem de to byer indgår. 
I udarbejdelse af vores strategiplan har vi lagt os op ad Assens Kommunes Planstrategi 2015. Dette fordi vi mener, at Planstrategien rummer mange fornuftige og fremsynede elementer, blandt andet øget bosætning, som vi gerne vil understøtte.

Tommeruppernes Lokalråd er en upolitisk forening som ifølge formålsparagraffen i vores vedtægter skal arbejde i henhold til borgernes ønsker – i begge byer, hvorfor vi heller ikke kan pege på den ene eller den anden model som en bedre løsning.

Samtidig vil lokalrådet gerne udtrykke bekymring for om model 1 og 2 understøtter Assens Kommunes egen Planstrategi samt Lokalrådets strategi. 

Vi er kritiske over for det tilgængelige materiale som besværliggør konsekvensberegning på modellerne, men vi vil dog pointere, at Lokalrådet er imod alle tiltag som ikke understøtter målene i vores strategi.

Til sidst en bemærkning omkring de fire partnerområder. Vi henstiller til, at der arbejdes for, at beslutninger og processer laves så gennemskuelige som overhovedet muligt og forankres lokalt gennem inddragelse af borgerne.

Tommeruppernes Lokalråd, 26/9 2016

Kontakt: Johnny Arentoft Svane på formand@tommerupperne.dk

Back to Top