Simon skal fjerne kabelskabe

Simon skal fjerne kabelskabe

Kommentarer lukket til Simon skal fjerne kabelskabe

Tommerup St.: Farvel til 300 kabelskabe der skæmmer

Elektrikeren Simon Munk får nok at gøre med at finde og fjerne antenneforenings nedlagte kabelskabe. Den tekniske udvikling har gjort dem overflødige.

– Vi har truffet aftale med det lokale nystiftede Fyns El og Energi v./ Simon Munk (se foto), om at afmontere og bortskaffe de gamle kabelskabe, der skæmmer i bybilledet. Arbejdet påbegyndes i august måned og står på til slutningen af september 2025, det fortæller formanden for Antenneforeningen i Tommerup St. Kent Meistrup Hansen.

– Selvom vi har et godt kortmateriale over de gamle skabe, vil vi være rigtig glade for en håndsrækning fra foreningens medlemmer. Det vil lette arbejdet for vores montør, hvis skabe, der f.eks. er placeret i bagskel, er tildækket af grønne beplantninger eller lignende, lyder opfordringen fra Antenneforeningen.

Det er bl.a. disse kabelskabe der skal fjernes.

Det var en forudseende generalforsamling i Antenneforeningen i Tommerup St., der for en håndfuld år siden traf beslutning om at overgå til fibernet. Det er nu så veletableret, at antenneforeningen – som varslet på årets generalforsamling, nu sætter handling bag ønsket om at få de knapt 300 gamle kabelskabe fjernet.

Antenneforeningens bestyrelse har derfor fokuseret på bortskaffelse af de gamle skabe. Det er et tiltag, der i den grad vil medvirke til at forskønne byen, lyder udmeldingen fra Kent Meistrup Hansen.

Foreningens samarbejde med Energi Fyn og Waoo fungerer i øvrigt upåklageligt, fortæller Antenneforeningen i Tommerup St. Det er Energi Fyn, der ejer og vedligeholder alt vedr. fibernettet. Foreningens opgave er at sikre medlemmerne de bedst mulige priser – dette via en rabataftale med Waoo, der sikrer at medlemmerne får rabat og således betaler mindre for deres produkter end andre brugere.

Antenneforeningens eget budget er beskedent og alligevel sponserer de bandereklamer i Fyrtårnet og på Stadion.

Foreningen er også tøjsponsor for et hold af byens unge boldtalenter. Bestyrelsen oplever, at den form for synlig markedsføring skaber glæde i foreningerne – og skaber synligt sammenhold om Antenneforeningens virke til gavn for lokalområdet.

About the author:

Back to Top