Godt fællesskab ryddede op i Tommerupperne
Godt fællesskab ryddede op i Tommerupperne
20. april 2021 Kommentarer lukket til Godt fællesskab ryddede op i TommerupperneDet er ved at være en tradition, at Lokalrådet for Tommerup og Tommerup Stationsby holder affaldsindsamlinger. Det er det stadig god grund til.
I Tommerup gik de friske indsamlere ud fra Forsamlingshuset, og de fik fanget mindst 35 kilo pap, plast og andet der ikke hører til i naturen – og som tilsyneladende slet ikke tilhører nogen.
I Tommerup Stationsby kunne de finde lidt større ting, og kom op på hele 95 kilo skrald.
Her var fangsten bla. 78 mundbind, to hjulkapsler, et udstødningsrør og noget udefinerligt langt stykke hårdt plastik.
En pose søm vejede godt til, men til gengæld var der næsten intet take-away-emballage.
Coronaaffald
Danmarks Naturfredningsforening organiserer indsamlingen på landsplan, og de har i år særligt fokus på, om man kan se effekten af coronatiden i vores affaldskultur.
I Tommerup var der et omkring et kilo take-away-emballage, der var blevet tabt, og omkring 25 mundbind.
Her virkede det som om, der var færre dåser – måske fordi der ikke er blevet hentet så mange syd for grænsen det seneste års tid. Men alligevel blev der støvet 50 dåser op i ingenmandsland. Til lidt undren så blev de også fundet hundeposer med indhold. Det er bedre for naturen at lade høm-hømmen ligge og forgå af sig selv, men det er naturligvis heller ikke rart at træde på.
Særligt dejligt samarbejde
Stor tak til samarbejdet med Tommerup Forsamlingshus og Tommerup Idræt, samt lidt belønning til indsamlerne fra Vissenbjerg Bageri og SuperBrugsen i Tommerup St..